Historik
Helhedssyn på læring og udvikling
Værdier omkring ligeværd, ansvarlighed og evnen til at være kritisk og aktivt handlende udgør det grundlag, skolen er funderet på. Børneuniversitetets navn udsprang af den oprindelige latinske betydning af ”universitas”, som betyder ”helhed”. Børneuniversitetet skulle danne en helhed i barnets udviklings- og læringsrum.
Derudover fandt vi inspirationen i Roskilde Universitets pædagogiske profil, og som skolens stiftere var vi, som dem, overbeviste om, at problemer i den virkelige verden sjældent kan løses med én faglighed alene, og at tværfaglighed er en hjørnesten i nytænkning og innovation.
Vi deler også den holdning, at børnene bedst lærer og får nye erkendelser ved at tage udgangspunkt i problemstillinger, der interesserer det enkelte barn eller den unge. Derfor har projektarbejde og tværfaglighed stået i centrum på Børne U.N.I helt fra starten.
En fri grundskole
Skolen skiftede navn i 2015 fra Børneuniversitetet til Børne U.N.I, grundet universitetsloven 2011, der gjorde universitet til en beskyttet titel. Det officielle navn er i dag “Børne U.N.I på Vesterbro”, men skolen kaldes populært “Børneuni”. Vi er en fri grundskole, og organisatorisk hører skolen til i Lilleskolernes Sammenslutning og får statstilskud i henhold til loven om frie skoler.
Skolens fysiske rammer
Børne U.N.I har til huse i lokalerne for den tidligere maskinfabrik FL Bie. At vi lige præcis holder til i gamle fabrikslokaler stemmer overens med, at det at producere viden eller materialer er en vigtig grundpille i Børne U.N.Is idegrundlag.
Fabrikkens bopæl på det mangfoldige Vesterbro centralt i København tilbyder mange muligheder for at bruge lokalområdet og byen. Desuden er vi flittige brugere af mulighederne for samarbejde med byens interesseorganisationer, museer, udstillinger og andre kulturinstitutioner.
En løbende udvikling
I dag har Børne U.N.I ca. 290 elever, og udviklingen har været omfattende siden stiftelsen i 1996.
Vi bygger stadig Børne U.N.I på det fundament af værdier og pædagogiske principper og metoder, som det blev grundlagt på.
Læs mere om skolens profil og organisation.